90: Dansker-Trilogien
1001 Brændende Bøger - A podcast by Jacob Bruno Nielsen - Thursdays

Categories:
Hvordan fortæller man historien om en mand, der gennem sit liv mister alt – familiemedlemmer, venner, hjemstavn og værdighed — og alligevel forbliver stående oprejst? En mand, der har levet på samfundets bund, i dets skygger, og hvis liv i sig endte med at rumme et stykke Danmarkshistorie? Og hvordan fortæller man den historie, når manden er ens egen far? I dagens episode af Brændende Bøger har jeg besøg af Halfdan Pisket, tegneren og forfatteren til Danskertrilogien. En prisbelønnet, brutal og dybt rørende graphic novel i tre bind: Desertør, fra 2014, Kakerlak fra 2015, og Dansker, fra 2016.Knap 10 år efter det sidste bind udkom, vil jeg gerne tale med Halfdan om det delvist selvbiografiske portræt af hans far, James Pisket, en mand, der over seks årtier bevæger sig fra at være deserteret soldat og torturoverlever i Tyrkiet til gæstearbejder i Danmark, til kriminel, far, og til sidst, en dansker. Med nogle vanvittigt udtryksfulde visuelle virkemidler – nogle gange helt uden medfølgende tekst – viser Halfdan ikke bare læserne sin fars liv, men også hans indre tilstande: hans drømme, mareridt, epilepsi-anfald og store ensomhed. En alt i alt rystende bog, som han forresten selv kalder en “ubetinget kærlighedshistorie”. Lyt derfor med, når jeg spørger, hvordan den her vigtige historie kom til ham, hvad det gjorde ved faren og deres indbyrdes forhold at fortælle den, og hvordan han ser på værket i dag, næsten ti år efter dens udgivelse.