1. Den 16-årige
Hypnotisøren - A podcast by B.T.
I 2016 går en teenagepige til politiet. Hun fortæller i detaljer, hvordan hendes hypnotisør gennem 11 måneder har krænket hende. Seksuelt. Hun fortæller, hvordan overgrebene, som har fundet sted i hypnotisørens lille behandlerværelse i Rødovre Centrum, er sket, imens hun har været under hypnose. Ude af stand til at sige fra. Hypnotisøren bliver stillet for retten, og sagen skal behandles som en tilståelsessag. Men hypnotisøren tilstår ikke. I hvert fald ikke i det omfang, som retten finder tilstrækkeligt. Sagen ryger tilbage til politiet, alt imens hypnotisørens ugerninger bliver beskrevet i pressen. Herfra eksploderer sagen. Flere kvinder - nye ofre - kommer frem fra mørket og tegner med deres gruopvækkende historier et billede af et årelangt og systematisk misbrug. I første afsnit af ‘Hypnotisøren’ hører vi fra den 16-årige pige, som bad hypnotisøren om hjælp, fordi hun led af svær OCD, angst og personlighedsforstyrrelser. Men i stedet for at hjælpe misbrugte han hende. Gentagne gange. See omnystudio.com/listener for privacy information.