Litterær salon: Hvorfor er velfærdsstaten forsvundet ud af dansk samtidslitteratur?
Informations Forsamlingshus - A podcast by Dagbladet Information

Hvem tror stadig på velfærdssamfundet? Ikke de danske samtidsforfattere, der har vendt sig væk fra den. De identificerer sig ikke længere som borgere i og kritikere af et fælles politisk projekt – som det har været tilfældet med deres forgængere i det 20. århundrede. I stedet opstiller de »utopiske modbilleder«, argumenterer Tue Andersen Nexø i sin nye bog, Fælles Liv, om »livet i post-velfærdsstaten«. Det taler han meget mere om i denne samtale i Informations Forsamlingshus, optaget foran et livepublikum lørdag den 14. juni på årets Folkemøde, når han sammen med litteraten Elisabeth Friis kortlægger litteraturens rolle i en politisk virkelighed, der måske er blevet ligeglad med den. Informations Matthias Dressler-Bredsdorff er vært.