Om livets lidelse og hvordan vi kan forholde os til den. Interveiw med teolog Peter Søes.

Hvordan skal vi forstå lidelse?Livet er langt fra altid let – ofte er det simpelthen svært, trist og hjerteskærende hårdt. Denne episode kan ikke gøre livet lettere, men ikke desto mindre vil jeg (Christina Brorson, kommunikationsmedarbejder i Kristelig Handicapforening) hævde, at hvis du lytter godt efter, findes der i den guldkorn, som du kan bygge dit liv på. Dét er der trods alt ikke mange episoder eller podcasts, som man kan sige om.Teolog, Peter Søes, som jeg her taler med har skrevet en ph.d- afhandling om menneskesynet i Bibelen og underviser i dag kommende teologer på Menighedsfakultet i Aarhus. Før da var han i 14 år sognepræst, hvor en af hans opgaver var at møde mennesker, når de stod i noget svært. Her fortæller han, hvordan han rakte den trøst videre, som han mener, findes i Bibelens ord. Det var ikke en let opgave, så han lavede en huskeliste med en fem vigtige pointer, som han over tid ønskede at præsentere dem for. Nemlig at lidelsen i vores liv er: 1)     Virkelig, ond og et fremmedelement i Guds skaberværk. 2)     Djævelsk (ikke fra Gud)3)     Aldrig noget vi står i alene. Gud bruger den onde lidelse i sin gode plan med os (fordi styrkeforholdet imellem Gud og Djævelsen ikke er lige). Blandt andet ønsker han at gøre os opmærksomme på, at vi aldrig står i den uden Ham. 4)     Midlertidig. Fordi vi må tro på, at når Jesus overvandt døden, så gjorde han det på vores vegne - for os. Altså lider vi ligesom Jesus led: med en bagkant. Og livet efter døden bliver uden lidelse.5)     Forpligtende – men ikke vores endelige ansvar. Jesus lægger så stor vægt på, at vi hjælper, trøster og lindrer andre, at han ser sig selv i dem. Omvendt er vi alle Guds skabninger / hans børn, og han har det endelige ansvar for os alle.   At tænke det onde eller livets lidelse til bunds, som det sker her, er ikke noget vi gør særlig tit. Det er lettere at lade være – tror vi. Måske tror vi i virkeligheden, at det er FOR svært. At der ingen svar findes. Men det gør der, mener Peter Søes altså.Måske finder du episoden provokerende. Det er meget forståeligt og kommer sikkert an på, hvordan du forholder dig til Bibelen, som er udgangspunktet for Peter Søes’ pointer.  Selv har jeg haft brug for at tænke pointerne grundigt igennem og lytte til episoden flere gange. Den er ikke let, men tiden værd, synes jeg. Døm selv…* Christopher Eric Hitchens (1949-2011), som nævnes først i episoden var en engelsk-amerikansk journalist, forfatter, litteraturkritiker og ivrig samfundsdebattør. Han var tilknyttet aviser blade som Vanity Fair, The Nation, The Atlantic, Slate og Newsweek.

Om Podcasten

I denne podcast kan du høre samtaler eller foredrag om emner, der befinder sig i krydsfeltet mellem tro og handicap. Det kan for eksempel være emner som "Autisme", "At være pårørende", "Åndelig og eksistentiel omsorg" eller "Hvor er Gud, når livet gør ondt". Tjek episoderne ud, og se hvad du har lyst til at høre mere om :-)