Jonah Blacksmith: Dét, vi allerhelst vil ha', er fællesskabet med publikum
POV Mediano Music - A podcast by Mediano
Categories:
Koldby, Thys egne Simon og Thomas Alstrup er hovedpersoner i denne podcast – som de er i bandet Jonah Blacksmith. Og har været det, siden de tog en tur i familiens jagthytte for at afprøve en gryende musikalsk vision. Det blev til musikken til Jonah Blacksmith og det første album 'Northern Trail', der bragte banjo, trædeorgel og mandolin tilbage i dansk rock. I denne podcast taler Jan Eriksen med Simon og Thomas Alstrup uundgåeligt om deres rødder i Thy – og det usædvanlig stærke familiesammenhold. ”Når vi havde været på jagt, så havde bedstemor linet op med mad, hvor det typisk var med sovs og kartofler. Og bagefter var der musik og dans, og det kunne typisk vare i tre timer,” siger Thomas Alstrup. Thomas og Simon er godt nok flyttet til hhv. Silkeborg og Aarhus, men Thy brager stadig tydeligt igennem i deres musik, senest på det nye album ’Brothers’. Og sådan er det også i podcasten – helt frem til den mest rørende afslutning endnu i en Mediano Music podcast. Inspirationen kommer fra deres farfar, hvis smedje har lagt navn til bandet, og farmor, der spillede, hvor de kunne komme til det. Når farfar ikke var på jagt eller spillede præmiewhist. Fornemmelsen og nærheden i forhold til publikum har brødrene med ind i Jonah Blacksmith. I denne podcast taler de om: - Sammenligningerne med Mumford & Sons. - Hvor meget deres brødresammenhold kan holde til. - Deres første turne. - Hvordan det var at møde idolet Daniel Lanois på den anden side af jordkloden. - Om vendepunktet, da det lykkedes dem at overtale Michael Falch til at komme til en af deres koncerter – sammen med otte andre publikummer. - Hvordan de bruger oplevelserne fra bedstefars og bedstemors stue i dag. - Hvordan man skriver sange i mellemstadiet mellem søvn og vågen, omgivet af børn og krimiserier på tv.