#1 Flemming Møldrup

Studieværten og forfatteren Flemming Møldrup fortæller os i denne podcast om et sted, som har haft en helt afgørende indflydelse på hans liv. Et sted med lys og plads til at finde sig selv. Flemming tager tilbage og genser sin gamle folkeskole, Jellebakkeskolen. Skolen optager elever fra et miks af villakvarterer, socialt boligbyggeri og parcelhusområder. I dag hedder skolen nu Ellevangskolen. Jellebakkeskolen var fra starten af 70érne meget fremsynet bygget og drevet. Det handlede om at give plads og ro, både i bygningsmasse og pædagogik. Det taler Møldrup meget om, for det var med til både at redde ham og danne ham. Der er en dejlig anekdote, som nok er værd at bruge tid på at undersøge. Da skolen skulle udtænkes og tegnes, startede arkitekten, den kommende skoleinspektør samt Amtsskoledirektøren med at tage en uge på Kro i Nordjylland. Det kom der så en masse gode ideer og bygninger ud af.

Om Podcasten

Et solstrejf gennem vinduet på det gamle badehotel, duften af nyvasket trægulv, glæden ved at bygge om og minder om venskaber i et helt særligt hjørne af skolegården. Arkitektur fra mindste detalje til største skala vækker følelser. Og det skaber rammen om begivenhederne i vores liv. I podcasten ’Mit Sted’ tager kendte danskere os med til et sted, der er helt specielt for dem. Et sted, der har betydning for deres liv og hvor arkitekturen spiller en rolle for de følelser og minder, der vokser frem. ’Mit sted’ sætter fokus på, hvad arkitekturen, landskabet og de bygninger og byrum, vi færdes i, betyder for din, min og vores alle sammens livskvalitet. Serien er lavet på initiativ af den filantropiske forening Realdania og Videncentret Bolius, der arbejder for at skabe livskvalitet for alle gennem det byggede miljø. Lyt med og bliv klogere på sammenhæng mellem det vi bygger, og det du føler.