Klassiker: The Sandman

Vi kigger nærmere på en af halvfemsernes store og skelsættende tegneserier, The Sandman af forfatter Neil Gaiman og en række kunsteriske samarbejdspartnere. I samtale med en af disse, tegner Teddy Kristiansen, samt Sandman-afficionado Lærke Fenger fra Faraos Cigarer vurderer vi - Thomas Thorhauge, Frederik Storm og Matthias Wivel - hvad det er den serie kan og hvorfor den har opnået klassikerstatus. Og ja, vi diskuterer også den aktuelle tv-serie fra Netflix. Gaiman var del af den såkaldte “britiske bølge” af forfattere, der fandt arbejde indenfor den amerikanske tegneseriebranche i løbet af firserne. I slipstrømmen på Alan Moore, Dave Gibbons, Jamie Delano og andre, fandt han og landsmanden Dave McKean ansættelse på DC Comics under den fremsynede redaktør Karen Berger. Det mest markante resultat blev en radikal genoplivning af en figur og et koncept, der strakte sig tilbage til fyrrerne: The Sandman, der debuterede som bladserie i 1989, skrevet af Gaiman, tegnet af Sam Keith og Mike Dringenberg og med stilskabende forsider af McKean. I seriens syv leveår og 75 numre frem til 1996 blev den et vaskeægte fænomen, der bragte hundredetusindvis af læsere til tegneserieformen og meget markant udlignede den skæve kønsbalance blandt læsere af amerikanske tegneserier. Det er fortællingen om Ole Lukøje, drømmenes og historiernes herre, og hans familie af såkaldt ‘Evige’ personifikationer af livsforhold, der på engelsk alle starter med D: Destiny, Death, Dream, Desire, Despair, Destruction og Delirium. Højtragende fantasy forankret i alment genkendelige følelser og hverdagssituationer. Det er en fortælling, der strækker sig på tværs af hele universets historie, men primært koncentrerer sig om den menneskelige af slagsen de sidste par tusind år. Den er vidt forgrenet og involverer et bredt og broget persongalleri af guder, feer, sagnfigurer, personificerede drømme og mareridt, obskure superhelte fra DCs bagkatalog og — vigtigst — en masse helt almindelige mennesker (herunder William Shakespeare), der som vi alle lever mindst en tredjedel af vores liv i Morfeus’ søvnrige. Også killingen, der drømmer om revolution. I sidste ende er det en fortælling om fortællinger, om de historier vi fortæller os selv og hinanden og om hvordan de nærer vores eksistens. Teddy Kristiansen tegnede et af kapitlerne i den store, samlende cyklus The Kindly Ones (1994-95), i hvilken Morfeus mødte sit endeligt, samt den overdådigt malede en spin-off, Sandman Midnight Theatre (1995), i hvilken den oprindelige pulp-version af Sandman fra fyrrerne møder Morfeus. Han fortæller om samarbejdet med Gaiman og de muligheder serien gav tegnere som ham, mens Lærke Fenger forklarer, hvorfor historien Brief Lives (1994) står helt centralt i sagaen med sin fortælling om, hvordan den Evige Morfeus bliver et sårbart menneske ved at påtage sig ansvar. The Sandman gjorde Gaiman til den stjerneforfatter, han er i dag, med adskillige bøger på bestsellerlisterne; dens forsider blev for McKean platform for knæsættelsen af en skoledannende æstetik; og serien søsatte karrierer for en lang række tegnere, der med tiden har udviklet sig til markante skikkelser på området; og dens indflydelse mærkes stadig i alskens fantasy, ikke mindst indenfor tegneserier. På godt og ondt, for serien var meget tekstungt forfatterdreven, præget af redundans mellem tekst og billede og plaget af et meget svingende visuelt udtryk. Og Gaimans flydende prosa kan for nogle temperamenter synes en kende indstuderet, hans næse for det populært fængende opportunistisk. Alt det diskuterer vi naturligvis også, ligesom vi kritisk vurderer den tv-serie, der med Gaiman selv som showrunner netop har afviklet sin første sæson på Netflix.