De avler robotter med en supercomputer

På IT-Universitet i København har man fundet en alternativ strategi til at skabe klogere og bedre robotter. Man efterligner simpelt hen evolutionsprocessen som den foregår i naturen så man faktisk fremavler robotter, kunstige hjerner og nye bedre computere, i stedet for at programmere sig frem til dem. Hør hvordan det foregår, når Sebastian Risi, lektor ved IT-Universitetet fortæller, hvordan han bruger supercomputeren ABACUS til at arbejde med kunstig evolution, lærende robotter og neurale netværk. Sammen med en masse samarbejdspartnere er han også i gang med at undersøge, hvad der sker, hvis man lader planter og robotter interagere og udvikle sig sammen. Du kan læse mere om Sebastian Risis arbejde på http://sebastianrisi.com og om supercomputeren Abacus 2.0 på https://abacus.deic.dk  

Om Podcasten

En podcast om forskning, teknologi, big data og supercomputere. Forskningen giver os hele tiden nye teknologier, men teknologien ændrer også måden vi forsker på. Eksplosionen i digitale data og udviklingen af kraftige supercomputere til at analysere dem, åbner dørene til nye forskningsområder, opdagelser og erkendelser i både naturvidenskab, sundhedsvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora. Hør om de nyeste spændende forskningsprojekter og resultater, når vi inviterer dig med indenfor på Danmarks tre nationale anlæg for supercomputing og taler med forskerne der bruger dem. Denne podcastserie er produceret af Scientifica for DeIC (Danish e-infrastructure Cooperation) www.Deic.dk Vært og tilrettelægger: Iben Julie Schmidt