#70: Kunstig intelligens i velfærdsstaten – farlig eller fantastisk?

Hvordan bruger vi kunstig intelligens til løsning af velfærdsopgaver på en klog og etisk måde? Regeringen lancerede tilbage i 2019 en national strategi for kunstig intelligens, der skal sikre, at Danmark går forrest med ansvarlig udvikling og anvendelse af kunstig intelligens – til gavn for den enkelte borger, virksomheder og samfundet. Et af strategiens fire sigtelinjer er, at den offentlige sektor skal anvende kunstig intelligens til at tilbyde service i verdensklasse. Hvad betyder det? Og hvor langt er vi nået? Kan det være en løftestang for velfærdssamfundet, hvis det bruges fornuftigt og ansvarligt? Eller er det udvikling, der truer demokrati og grundlæggende borgerrettigheder? Det kan du blive klogere på i denne podcast, som blev udgivet første gang i april 2022. I udsendelsen taler vi om, hvad vi kan forvente, og hvad vi skal være særlig opmærksomme på, når vi anvender kunstig intelligens til løsning af velfærdsopgaver. Vi taler med to eksperter fra Københavns Professionshøjskole: Lektor Nina Rasmussen fra Forvaltning og Organisation ved Videreuddannelsen og docent Helle Antczak fra socialrådgiveruddannelsen.

Om Podcasten

Københavns Professionshøjskole vil bidrage til at udvikle svar og viden, som de kommende år vil præge vores velfærdssamfund. I Velfærdsprofeten undersøger værterne Lotte Andersen og Stine Rahr Bruzelius aktuelle problemstillinger, den gode praksis og de nyeste løsninger på velfærdsområdet. Det sker som oftest i samtaler med forskere og fagprofessionelle, der brænder for at gøre en forskel gennem deres fag og profession. Velfærdsprofeten er med andre ord til dig, der ønsker inspiration og input til faglig udvikling på eget fagområde – og til dig, som simpelthen bare er interesseret i velfærd i alle afskygninger. Du kan høre Velfærdsprofeten, hvor du normalt finder dine podcast og få nyeste opdateringer på Facebook, Instagram og Twitter.