#84: Hvem vil du vælge at svigte?

I denne episode taler vi om moralsk stress i folkeskolen. Du er lærer i en folkeskole. Du har fire børn i klassen, som ikke trives. Hvis du giver bare ét af de børn, hvad de har brug for, svigter du resten af klassen. Du har flere gange forsøgt at få hjælp, men er hver gang blevet sendt tilbage med opfordring til at prøve andre indsatser først. Samtidig har du fået flere undervisningstimer hen over årene, flere dokumentationsopgaver og andre ekstra funktioner. Selvom du tænker, at det egentlig er en umulig opgave, hjælper det ikke meget, når du skal se børnene i øjnene. Det giver dig en følelse af at mislykkes som lærer – og svigte børnene som menneske. Måske har du endda overvejet at finde et andet arbejde, fordi det forgifter din arbejdsglæde. Det er moralsk stress. I denne episode har vi fået besøg af docent Nana Vaaben og lektor og ph.d. Kristian Gylling her fra Københavns Professionshøjskole. De har over flere forskningsprojekter beskæftiget sig med moralsk stress i forskellige professioner – og særligt blandt lærere. Vi hører også fra lærerne - dem der står midt i det hele.

Om Podcasten

Københavns Professionshøjskole vil bidrage til at udvikle svar og viden, som de kommende år vil præge vores velfærdssamfund. I Velfærdsprofeten undersøger værterne Lotte Andersen og Stine Rahr Bruzelius aktuelle problemstillinger, den gode praksis og de nyeste løsninger på velfærdsområdet. Det sker som oftest i samtaler med forskere og fagprofessionelle, der brænder for at gøre en forskel gennem deres fag og profession. Velfærdsprofeten er med andre ord til dig, der ønsker inspiration og input til faglig udvikling på eget fagområde – og til dig, som simpelthen bare er interesseret i velfærd i alle afskygninger. Du kan høre Velfærdsprofeten, hvor du normalt finder dine podcast og få nyeste opdateringer på Facebook, Instagram og Twitter.