3# Hvordan hjælper vi unge idrætstalenter i en hverdag med svære valg og en masse forventninger?

Det kan kræve mod at træffe svære beslutninger i forbindelse med sin sportskarriere, hvor der kan være store forventninger til en. Her er det godt at have én som Thomas Høxbro Mørk, som tager hverdagens snakke med de unge talenter, når det fx er svært i klubben, derhjemme eller på skolebænken. Thomas er idrætskoordinator på Ordrup Gymnasium, som er en del af eliteidrætsordningen i Gentofte Kommune. Gentofte Kommune er en eliteidrætskommune, som samarbejder med Team Danmark og forskellige idrætsforbund om at skabe de bedste vilkår for unge idrætstalenter. Nanna Lykke Merrild, som er eliteidrætskonsulent i Gentofte Kommune er en vigtig nøgleperson i arbejdet på at skabe de allerbedste rammer, så talenterne kan kombinere deres uddannelse med sport på højt niveau.  I denne episode snakker vi med Nanna og Thomas, som fortæller om de unge talenters store valg, forventninger, udfordringer og hvorfor talenterne bliver ved, når det er benhårdt arbejde og til tider ret svært.  Vi håber, at I har lyst til at lytte med! :) 

Om Podcasten

I podcasten Mental Atlet snakker vi med nuværende samt tidligere atleter, trænere, forskere og mange flere, som har lyst til at dele deres personlige historie, faglige viden og erfaringer inden for sportens verden. Vi ønsker at sætte fokus på det mentale i sporten både i forhold til præstationsoptimering, men bestemt også med henblik på bedre mental sundhed og trivsel i elite- og subelite miljøerne. Så hvis du også er nysgerrig på dette spændende område, så lyt med! Episoderne udkommer hver anden fredag :)